Mountainbikeryttere truer sjældne fuglearter

Mountainbikeruterne bliver flere og rykker længere ud i naturen. I Kelstrup Plantage skræmmer cykelrytterne i følge en lokal fuglekigger sjældne spættearter.

Det er blevet populært at tage mountainbiken med i skoven og drøne op og ned ad bakker med mudder og grus sprøjtende efter sig.

Men det er langt fra alle, der synes det er lige skønt at blive overhalet af de eventyrlystne cykelister, når man går i naturen. Derfor har mountainbikeklubber fået opbakning fra miljøminister Esben Lunde Larsen (V) og Naturstyrelsen til at rykke deres ruter væk fra gangstierne og længere ud i naturen. 

Men der bor dyrene. De sjældne sort- og grønspætter bliver skræmt, når der kommer mennesker for tæt på. Der lever kun omkring 20 par i Syd- og Sønderjylland, og i Kelstrup Plantage ved Kruså boede der engang fire par. Nu er der kun to par tilbage.

- Det er helt fint, de lægger en mountainbikebane herude, men den skal ikke ligge i de områder, hvor vi har de sjældne spætter, siger Kurt Knudsen, der er fuglefotograf, til TV SYD.

Han har boet i området i 30 år og kæmpet for, at cyklerne ikke skulle overtage Kelstrup Plantage. Naturstyrelsen valgte alligevel at give Grænsegnens Mountainbikeklub tilladelse til at bygge det otte kilometer lange spor. 

- Når der kører en cyklist forbi, så flyver fuglen fra reden - også selvom den har æg. Det gør de normalt ikke, siger han til TV SYD.

Bent Thestrup er formand i mountainbikeklubben og forklarer, at de har forsøgt at tage hensyn til dyrene i naturen.

I Kelstrup Plantage kan mountainbikerytternes boltre sig på cirka otte kilometer cykelspor.
I Kelstrup Plantage kan mountainbikerytternes boltre sig på cirka otte kilometer cykelspor.
Foto: Kasper Larsen, TV SYD

- Vi har forsøgt at undgå steder, hvor dyrene lå og sov.

Derudover tror han ikke, at dyrene lader sig genere særligt meget af cykelrytterne.

- De vænner sig til det, dyr er ikke så dumme, siger Bent Thestrup til TV SYD.

Se med i aften, når TV SYD spørger Naturstyrelsen, hvorfor de har valgt at vægte friluftslivet og mountainbikerne højere end dyrelivet.