Myndigheder strammer regler for brug af lægetitler

Styrelsen for Patientsikkerhed præciserer reglerne efter rod i Region Syddanmark. Lægeforeningen roser stramme regler for, hvem der må kalde sig læge.

Patienter må ikke længere være i tvivl om, hvornår de møder en læge med dansk autorisation. Derfor præciserer Styrelsen for Patientsikkerhed nu reglerne for, hvad medarbejdere på sygehusene må kalde sig.

Loven siger, at man skal have en dansk autorisation for at kunne bruge titlen læge. Også medicinstuderende og læger, som er uddannet i udlandet, bliver ofte ansat til at udføre lægelige opgaver. Men de må ikke kalde sig læger eller bruge andre titler, som giver indtryk af, at de er læger med dansk autorisation.

Alligevel har TV SYD dokumenteret, at ansatte uden autorisation har titler som lægevikar og reservelæge i Region Syddanmark. Som reaktion på TV SYD’s afsløringer har Styrelsen for Patientsikkerhed derfor valgt at skærpe reglementet.

Praktikant for læge

Derfor skal medicinstuderende fra danske universiteter nu bruge navneskilte, hvor der står ”Medicinstuderende” eller ”Stud.med.”. Mens udenlandsk uddannede læger uden dansk autorisation skal bære navneskiltet med titlen ”Praktikant for læge”.  

Tilsvarende skal en udenlandsk uddannet sygeplejerske uden dansk autorisation kaldes ”Praktikant for sygeplejerske”.

Reglerne skærpes, for at patienterne fortsat kan have tillid til læger og andre medarbejdere på sygehusene. Det blev for nylig understreget af ledende embedslæge Henrik L. Hansen fra Styrelsen for Patientsikkerhed:

”Hvis man skal opretholde tilliden til vores sundhedsvæsen, så er man nødt til at vide, hvem der er hvem på sygehuset. Og om udsagn og rådgivning kommer fra en læge eller ikke-læge. Ellers falder tilliden til hele systemet”, sagde Henrik L. Hansen til TV SYD.

Rod i Region Syddanmark

Faktisk har titlen ”lægevikar” været forbudt for uautoriserede medarbejdere siden 2009. Men på flere sygehuse i Region Syddanmark har man alligevel brugt denne titel i strid med reglerne.

En enkelt medarbejder gik endda i over syv måneder rundt med et navneskilt med titlen ”reservelæge”, mens han behandlede patienter på lukket afdeling hos Psykiatrisk Afdeling i Kolding og Vejle.

Efter TV SYD’s henvendelse rettede Region Syddanmark først hans titel til lægevikar og siden til vikar for læge, men ingen af disse titler må bruges fremover.

Lægeforeningen bakker op

De skærpede regler bydes velkommen af Joachim Hoffmann-Petersen, som er formand for Lægeforeningen i Region Syddanmark.

”Der må ikke herske nogen som helst tvivl om titlerne. Hvis en patient tror, han sidder overfor en læge, så skal det selvfølgelig være en læge. Der er jo en grund til, at lægetitlen er beskyttet”, siger Joachim Hoffmann-Petersen til TV SYD.

Formanden understreger, at udenlandske læger fortsat er velkomne på danske sygehuse.

”Sundhedsvæsenet har brug for udenlandske læger, og det er fint, hvis de kan komme i praktik på danske sygehuse. Der skal bare være fuldstændig styr på titlerne, og de skal uddannes til at begå sig på det danske arbejdsmarked”, siger Joachim Hoffmann-Petersen.