Mystisk sag om hestemishandling

Sydøstjyllands Politi bekræfter, at de har fået flere anmeldelser om hestemishandling på en gård i Spettrup ved Hedensted.

En mystisk sag hvor en ukendt gerningsmand flere gange har klippet halen af nogle ponyer og  har sprøjtet medicin ind i heste, bliver lige nu efterforsket af politiet.

Ifølge vagthavende ved Sydøstjyllands Politi Jørn Lindhardt  så brød en mand både onsdag og torsdag ind i en stald i Spettrup og mishandlede flere heste.

Samtidig bekræfter politiet, at de har modtaget en anmeldelse om, at en ung pige der bor på adressen,  er blevet overfaldet og har fået sprøjtet spraymaling i hovedet , da hun opdagede gerningsmanden.

TV SYD har idag talt med ejeren af hestene John Martensen, og han er fortsat rystet over, hvad der er sket.

-Det er jo en helt tåbelig person, der har gjort det her. Politiet har spurgt, om det kan være hævn for noget, men det kan vi ikke få øje på, siger John Martensen til TV SYD.

-Det er lokalpolitiet i Horsens, der er sagsbehandler, derfor har Sydøstjyllands Politi ikke flere oplysninger i sagen på nuværende tidspunkt.