Navnebrøler koster Fakta 25.000 kroner

Lavpriskæden Fakta lancerede for seks uger siden sin nye brødafdeling "Brød og Co". Det er også navnet på en bagerforretning i Vejle, der nu har fået 25.000 kroner som et plaster på såret.

For seks uger siden lancerede Coop den nye bake-off-afdeling "Brød og Co." i en række Fakta-butikker. De havde overset, at det også er navnet på et bageri og spisested i Vejle, der dog skriver sit navn "Brød & Co".

Da indehaver Simon Clemens blev opmærksom på sammenfaldet, kontaktede han Coop, der gav ham 25.000 kroner som kompensation og lovede at tage skiltene ned inden for tre uger.

I går skrev Simon Clemens i et opslag på Facebook, at skiltene i Fakta ikke er kommet ned endnu. Det er nu fem uger siden, Coop lovede at fjerne skiltene.

- Jeg er godt klar over, at Coop ikke har valgt navnet ud fra, hvad vores lille brødmandsbutik står for, og at I ikke ville eller kan koble jer på den kvalitet, vi holder her. Men det er ligegyldigheden, der bringer mit pis i kog, skriver Simon Clemens til Fakta på Facebook.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.

Bageriet Brød & Co møder bred opbakning på Facebook, hvor opslaget er delt næsten 400 gange. Flere brugere har også brokket sig på Faktas egen facebookside. Det fik onsdag morgen Fakta til at reagere på opslaget. I en kommentar til facebook-opslaget skriver de, at de har været i gang med at tage skilte ned.

- Der mangler stadig enkelte steder, og vi forventer, at de er væk i løbet af meget kort tid, skriver Fakta blandt andet i kommentaren.

Fakta reagerede onsdag morgen på opslaget fra Brød & Co
Fakta reagerede onsdag morgen på opslaget fra Brød & Co

Simon Clemens er umiddelbart tilfreds med Faktas svar.

- Vi lader den ligge her. For os handler det bare om at bage brød, siger han til TV SYD.