Nu kan Esbjerg tage steppet ind i prestigefyldt turnering

En sejr over Ringkøbing Håndbold lørdag giver Team Esbjerg en plads i Champions League.

Sikke en fest, Team Esbjerg lørdag kan holde. Hvis de altså som forventet slår Ringkøbing Håndbold og vinder grundspillet i Primo Tours Ligaen. Og faktisk er der endnu mere grund til jubel.  

Det Europæiske Håndboldforbund har besluttet, at Danmark automatisk får to hold med i kvindernes Champions League. Og som Dansk Håndbold Forbunds regelsæt foreskriver, så går den ene plads til Danmarksmesteren, mens den anden plads går til vinderen af grundspillet. Det betyder altså, Team Esbjerg får en Champions League-billet med grundspilssejren.

- En Champions League-plads er, hvad vi har kæmpet for i de seneste sæsoner, og i forhold til at skulle forsøge at opnå den i en svær kvalifikation i Rumænien er det et andet perspektiv at kunne klare det i en hjemmekamp mod Ringkøbing Håndbold, siger Team Esbjergs cheftræner, Lars Frederiksen, i en pressemeddelelse.

Team Esbjerg vandt mellem jul og nytår med 37-24 i første opgør mod Ringkøbing Håndbold. Der burde derfor være mulighed for en Team Esbjerg-sejr.

Team Esbjerg har aldrig tidligere spillet med i Champions League.