Nul lukkedage vækker lykke.

Lukkedage er en udfordring for de forældre, der skal arbejde, når børnehaven eller vuggestuen holder lukket. Men det er slut med lukkedage i Esbjerg.

Det er slut med lukkedage i daginstitutionerne i Esbjerg Kommune. Hele året har børn som et forsøg kunnet komme i børnehave og vuggestue, når institutioner andre steder holder lukket. Og den ordning har været en succes.

En af de institutioner, der holder åbent her imellem jul og nytår er Højvangshaven.  Og det er Andrea Dahlgaard glad for. Hun arbejder som salgsassistent, og mens hun har været på arbejde har hendes datter været i vuggestue.

- Det giver os mange flere muligheder arbejdsmæssigt og privat. Man kan planlægge det hele på en anden måde. Opgså med kollegaerne på arbejde - at man ikke er så bundet til de lukkedage, siger Andrea Dahlgaard til TV SYD.

Også kommunens dagtilbudschef er godt tilfreds med forsøget.

- Der er forholdsvis mange børn, der er tilmeldt, og det viserjo, at der er et behov. Men der er lokale forskelle. Nogle steder er daginstitutionerne næsten fyldt op, og andre steder er der næsten ingen børn, der kommer, fortæller dagtilbudschef i Esbjerg Kommune, Merethe Løvmose til TV SYD.

Et problem har der dog været for institutionerne. Mange forældre tilmelder nemlig børnene til pasning, men glemmer så at melde dem fra igen, hvis familien pludselig har andre planer. 

quote

Det giver os mange flere muligheder arbejdsmæssigt og privat.

Andrea Dahlgaard, Forælder, Esbjerg

- Vi kunne godt tænke os, at flere huskede at melde fra, når deres barn ikke kommer alligevel, men vi tænker, det kan være, de ikke har vænnet sig til ordningen endnu, siger Merethe Løvmose.

Men det får de chancen for i det kommende år. Forsøget med de åbne institutioner er nemlig forlænget et år endnu. 

I 2017 har vi revideret forsøget, så der minimum skal være 8 tilmeldte børn, for at daginstitutionen holder åbent, og det er for at holde det bæredygtigt. Det er svært at holde åbent, hvis der kun kommer et eller to børn, siger Merethe Løvmose.