Nye EU-regler: Skal du have trailerkørekort, så læs lige med her

Fremover kan du ikke tage trailerkørekort i en bil med automatgear – medmindre du kun spænder din trailer efter en bil med automatgear

En EU-regel, der trådte i kraft fra 1/1 2017 gør, at flere kørerlærer og deres elever nu står med automatgearet i postkassen.

- Jeg tænker shit. For at sige det rent ud. Jeg synes, at det er noget mærkeligt noget, siger Mogens Nygaard, kørelærer, til TV SYD.

Loven går ud på, at folk, der tager trailerkørekort i en bil med automatgear, kun må køre med en stor trailer, hvis de kører i en bil med automatgear. Det kan give problemer for folk, der tager deres trailerkørekort i en bil med automatgear, men som normalt kører med manuelt gear.

quote

Om de kører i en bil med automatgear eller med manuelt gear, det giver det samme resultat i sidste ende. Folk, der kommer her, har jo engang bestået en køreprøve med manuelt gear

Mogens Nygaard, kørelærer

- Om de kører i en bil med automatgear eller med manuelt gear, det giver det samme resultat i sidste ende. Folk, der kommer her, har jo engang bestået en køreprøve med manuelt gear. Det er et krav, siger Mogens Nygaard.

Har man taget sit trailerkørekort i en bil med automatgear, så vil man få et printet en særlig kode på sit trailerkørekort, der betyder, at ens trailerkørekort kun er gyldigt i biler med automatgear. Men hos Dansk Kørelærer Union kan man ikke se nogen begrundelse for de nye regler.

- Vi kan som branche ikke se nogen som helst begrundelse for, hvorfor man laver den her regelændring. Det er udelukkende EU-ret, vi kan ikke se sikkerhedsmæssige eller faglige ting i forhold til, hvorfor man laver den her skærpelse, siger René Arnt, landsformand for Dansk Kørelærer Union til TV SYD. 

 

Må købe nye skolevogne

quote

Vi kan jo som branche ikke acceptere, at vi har for 50 millioner kroner biler stående, som med otte dages varsel er blevet ubrugelige

René Arnt, landsformand for Dansk Kørelærer Union

Dansk Kørelærer Union regner med, at cirka 100 køreskoler i Danmark vil få problemer, og må købe nye skolevogne.  

- Vi kan jo som branche ikke acceptere, at vi har for 50 millioner kroner biler stående, som med otte dages varsel er blevet ubrugelige, siger René Arnt.

- For mit vedkommende er jeg lidt træt af det, fordi jeg skal ud og investere i en anden bil. Det er ikke det, jeg lige har budgetteret med nu her, siger Mogens Nygaard.

Loven trådte i kraft 1/1 2017, men Dansk Kørelærer Union blev først informeret om den nye lov 24/12 2016, altså otte dage før, den trådte i kraft.

- Der er ingen tvivl om, at processen er helt uacceptabel. At offentliggøre noget juleaften, med ikrafttrædelse første januar, det er helt uacceptabelt, siger René Arnt

quote

For mit vedkommende er jeg lidt træt af det, fordi jeg skal ud og investere i en anden bil. Det er ikke det, jeg lige har budgetteret med nu her

Mogens Nygaard, kørelærer

TV SYD har været i kontakt med Transport- Bygnings- og Boligministeriet, og har fået følgende skriftlige kommentar:

- De nuværende regler for at erhverve kørekort til bil med stor trailer er en gengivelse af EU-direktivets bestemmelser. Men jeg er enig i, at reglerne på dette område kan forekomme ulogiske. Jeg vil derfor bede mit ministerium om at se nærmere på baggrunden for, at EU stiller de specifikke krav til erhvervelse af kørekort til kørsel med stor trailer, og samtidig se på, hvordan reglerne er gennemført i andre EU lande, skriver Ole Birk Olesen i en mail til TV SYD. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.