For første gang i 56 år: Kom på vandretur ved en af Danmarks værste forureninger

For første gang bliver det nu muligt at passere den afspærrede del af stranden ud for den stærkt forurenede Kærgård Klitplantage.

Onsdag formiddag indvier Region Syddanmark, Varde Kommune, Naturstyrelsen og ProVarde den 2,8 kilometer lange Kærgård Strandsti.

For første gang i 56 år bliver det muligt at passere den afspærrede del af stranden ved Kærgård Klitplantage.

 
 
Foto: Lasse Lund Hansen, TV SYD

I 1964 blev der indført badeforbud. Dengang var det en 800 meter lang strækning langs Vesterhavet, og i 2002 blev det udvidet til en 1,4 kilometer lang strækning ud for klitplantagen, som stadig er gældende i dag.

I samme tidsrum har det heller ikke været muligt at passere den forurenede del af stranden, men det bliver det nu.

Forureningen i Kærgård

Region Syddanmark overtog i 2007 en af danmarkshistoriens værste forureninger. Siden er der fjernet næsten 7.500 ton stærkt forurenet sand, jord og slam. Målet med oprensningen er i første omgang at forbedre forholdene for ophold i klitterne.

 

I perioden 1956-1973 kørte tankvogne i pendulfart spildevand fra Grindstedværket ud i Kærgård Klitplantage mellem strandene i Vejers og Henne. Her blev spildevandet deponeret i seks såkaldte gruber, der er store udgravede huller imellem klitterne, og i alt skønnes det, at der blev deponeret 286.000 kubikmeter spildevand. Det svarer til indholdet af to tankbiler hver eneste dag året rundt i 17 år.

Spildevandet kom fra Grindstedværkets produktion af blandt andet vitaminpiller, antibiotika, sovepiller og nervemedicin og tæller stoffer som kviksølv, cyanid, benzen og klorerede opløsningsmidler.

Udsivning fra gruberne har forurenet jord, grundvand og badevand, og der blev i 1964 udstedt badeforbud på en 800 meter lang strækning langs Vesterhavet. Senere blev badeforbudet udvidet til de 1.400 meter, der stadig er gældende i dag.

Region Syddanmark, Varde Kommune, Naturstyrelsen og Erhvervsudvikling ProVarde har i samarbejde etableret en vandrerute, der går uden om det forurenede strandområde, så man i sikker afstand passerer gruberne, hvor Grindstedværket dumpede 286.000 kubikmeter forurenet spildevand fra 1956 til 1973.

Midt på den 2,8 kilometer lange rute i de fredede klitter i Kærgård Klitplantage er der opført et informationshus, hvor man kan blive klogere på historien bag forureningen og arbejdet med at gøre Kærgård Klitplantage fri for forurening.