Nye anholdelser i Haderslev

Natten til søndag har der igen været uro i nattelivet i Haderslev. Tre personer er blevet anholdt af politiet.

Selvom vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi Erik Lindholdt fortæller, at det har været en forholdsvis rolig nat i Haderslev, så har det også natten til søndag været nødvendigt for politiet at skride til anholdelser.

- Vi har anholdt to for overtrædelse af ordenbekendtgørelsen og én person, fordi han ikke ønskede at opgive sit navn til politiet, oplyser Erik Lindholdt til TV SYD.

Ifølge vagtchefen har uroen i byen natten til søndag dog været mindre end i den foregående nat, hvor stemningen i byen af politiet blev beskrevet som ond.

 

Der har gennem flere uger været konfrontationer mellem en gruppe unge og politiet i byen. Derfor har Syd- og Sønderjyllands Politi besluttet, at være massivt til stede i byen indtil uroen er slået ned.