Nye visioner for Frøslevlejren

Frøslevlejren står foran de største forandringer siden lejren blev bygget i 1943. Noget af lejren skal føres tilbage til dengang, andet skal moderniseres.

Den bliver knap til at kende igen, Frøslevlejren.

Den selvejende institution Frøslevlejren, Nationalmuseet og Aabenraa Kommune er gået i gang med at udarbejde en udviklingsplan for Frøslevlejren, som skal være færdig i 2020, 75-året for Danmarks Befrielse.

Allerførst kommer man til at gå ind ad nordindgangen i den modsat side af lejren i forhold til den nuværende indgang, det det var den vej fangerne kom ind i lejren.

Den autentiske del af lejren tilbageføres til det oprindelige udtryk med brune barakker, pigtråd og belægning af grus og jord.

Besøget begynder dermed i fangelejren anno 1944-1949, hvor Frøslevlejrens og Faarhuslejrens barske forhold synliggøres, og udstillingerne handler om et land i krig og konflikt. 

Herfra går de besøgende videre til fortællingen om efterkrigstidens bestræbelser på at skabe fred og demokrati fra 1949 og frem.

I denne del af lejren er der ikke samme autenticitet som i den første del.

Her er der grønne elementer som græs og træer. Barakkerne males i en farve der matcher den eksisterende røde farve og den brune farve, der anvendes i det autentiske område, for at synliggøre opdelingen og forskellene på indholdet i de forskellige spor.

På den vestlige side af Lejrvejen ligger Frøslevlejrens Efterskole. Eleverne på efterskolen repræsenterer nutiden med uddannelse og dannelse, der forbereder unge til at tage del i det moderne demokrati. Bygningerne bevarer den nuværende røde farve, og der åbnes op ud mod Frøslev Plantage, så efterskolens udearealer visuelt hænger sammen med naturen. 

Der skal også lokkes flere besøgende end de 50.000, som allerede kommer hvert år.

Her i april begynder Aabenraa Kommune at søge fondsmidler til fornyelsen og det er håbet, at det kan stå færdigt i 2020.