Nyt signalement af røvere: Politiet efterlyser vidner

Politiet har nu fået nyt signalement af de tre gerningsmænd, der onsdag begik røveri hos en 78-årig kvinde i Ødsted. De efterlyser vidner, der kan hjælpe dem videre i sagen.

Sydøstjyllands Politi efterlyser vidner, der kan have set et parkeret køretøj på Vingstedvej umiddelbart nord for rundkørslen ved Ribevej.

Poiltiet formoder, at køretøjet har holdt der i tidsrummet omkring 19.30 til 21.30 onsdag aften. I forbindelse med gerningsstedsundersøgelsen sås der tydelige aftryk efter et køretøj i rabatten på Vingstedvej.

Hundepatruljen opdagede spor væk fra huset i nord-/nordvestlig retning. Der blev også fundet såleaftryk i den bløde jord omkring huset som formodes at stamme fra gerningsmændene.  

Politiet håber, at nogen har set den parkerede bil og vil gerne vide alt om farve, mærke, model, årgang og ikke mindst registreringsnummer.

Efter at den 78-årige kvinde er blevet afhørt igen, har Sydøstjyllands Politi udsendt et nyt signalement af de tre gerningsmænd. 

Mand A: Mellemøstlig/østeuropæisk af udseende, ca. 20 år, ca. 170 cm, en smule kraftig af bygning med rundt/bredt ansigt, talte gebrokkent dansk. Han var iført en sort jakke med et mærke på den ene arm, mørke bukser, og var maskeret foran munden med en hvid halskrave, der var trukket op til næsen, og på hovedet bar han en mørk tophue uden kvast. Manden havde mørke fingerhandsker på.

Mand B: Mellemøstlig/østeuropæisk af udseende, ca. 20 år, ca. 170-175 cm, alm. af bygning, talte gebrokkent dansk. Han var iført lysebrun jakke og var maskeret foran munden med hvid halskrave, der var trukket op til næsen, og bar en brunlig hue.

Mand C: ca. 20 år.

Den 78-årige kvinde beskrev gerningsmand A som værende venlig, og han spurgte flere gange ind til hendes velbefindende.