Nyt tilbud til turister: Se nationalpark fra bussen

Med penge fra staten og ud fra en ide fra Thy Nationalpark starter Tønder Kommune nu busture til Vadehavet og omegn for turister

Så kører bussen. Destination: Nationalpark Vadehavet.

Med på turen er familien Sändig fra Thüringen i Midttyskland. 

- Sådan et landskab som det her, har vi naturligvis ikke. Og fortællingen om hele Vadehavet er meget interessant, siger Sören Sändig.   

Tønder Kommune har startet et to-årigt projekt med foreløbig to ugentlig afgange. Den ene fra Tønder, hvor der er lagt mere vægt på naturen. Den anden afgang fra Havneby på Rømø, hvor der er lagt lidt mere vægt på kulturen blandt andet med besøg i Schackenborg Slotshave. Turen fra Tønder kommer ind på ECCO-museet.

Ideen kommer fra Nationalpark Thy, hvor man har haft stor succes med lignende busture. Så stor, at man har udvidet fra to til tre ugentlige afgange.

Regeringen har sammen med forligspartierne Enhedslisten, SF og Dansk Folkeparti vedtaget at give 353.500 kroner til busruten til Nationalpark Vadehavet. Tønder Kommune har givet et tilsvarende beløb.

En guide vil på turen fortælle om Vadehavets naturhistorie og kulturhistorien for området. På dansk og tysk.

Busturen varer 5-6 timer. Der er naturligvis indlagt stop undervejs til frokost med mere. For eksempel ved Vidåslusen i Højer.

Det forventes, at de fleste deltagere på turen vil være +50-60 fremfor børnefamilier.

Det er selskabet Sort Safari i Møgeltønder, der står for kørsel og guides. Og det er her billetter kan bookes.