Obama vil møde de danske studerende

De lokale studerende skal med, når Barack Obama gæster Kolding - og det er den forhenværende præsidents krav.

Når SDU i Kolding til september i år får besøg af den tidligere præsident i USA Barack Obama, vil 200 stolesæder være særligt reserveret til danske studerende - og reserveringen er en efterspørgsel fra Obama selv. Han ønsker nemlig at møde de studerende.

- Der har været et udtalt ønske om at møde studerende til arrangementet, og det er noget, vi på SDU kan levere, fortæller Bjarne Graabech Sørensen, prorektor, SDU.

Arrangementet går under titlen ‘A conversation with President Barack Obama’ (på dansk: en samtale med præsident Barack Obama), og den tidligere præsident skal ud over at tale om lederskab også svare på spørgsmål i en såkaldt moderated Q&A, der skal vare i 60 minutter.

quote

Der har været et udtalt ønske om at møde studerende til arrangementet, og det er noget, vi på SDU kan levere.

Bjarne Graabech Sørensen, prorektor, SDU.

Lokale studerende fra Kolding
Interessen for at komme med til arrangementet har allerede været enorm. Siden nyheden om Obamas visit i Kolding blev kendt, har Bjarne Graabech Sørensens telefon kimet uafbrudt. Det er især studerende, der skriver sms’er eller ringer til ham for at høre, hvordan de kan komme til at møde selveste Barack Obama i virkeligheden.

- De håber at komme forrest i køen, hvis de melder sig allerførst, men sådan bliver billetterne desværre ikke uddelt, fortæller Bjarne Graabech Sørensen.

Hvordan de studerende skal vælges ud, er ikke på plads endnu, men det bliver et miks af studerende, der læser amerikanske studier og så lokale studerende fra Kolding.

Ud over de 200 studerende vil Business Koldings medlemmer have mulighed for at købe billet til begivenheden.