Økokøer dansede ud i friheden

De glade malkekøer fik søndag grønt græs under klovene – ikke mindst i Sydjylland, hvor det økologiske landbrug fylder langt mere end andre steder.

Lige for tiden afslører vejret ikke, at det er forår. Men det er der heldigvis andre ting, der gør.

Dansende køer hører nemlig også foråret til. Søndag var det økodag og dermed dagen, hvor de økologiske køer kommer på græs efter en lang vinter i stalden.

I Sydjylland blev det også fejret. Her havde 17 økologiske mælkebønder inviteret nysgerrige danskere på besøg for at overvære synes af malkekøer, der ræser ud af stalden. 

Faktisk er Region Syddanmark den region, hvor de økologiske landbrug fylder mest. En tredjedel af Danmarks samlede økologiske landbrugsjord ligger nemlig i det sydjyske.

Nu skal økokøerne som minimum gå ude 150 dage i løbet af sommeren, inden de til efteråret igen bliver lukket på stald i ly for vind og vejr.

Økodagen blev afholdt første gang i 2005. Dengang fik landmænd over hele landet besøg af 10.000 gæster. Siden er dagen og ikke mindst synet af de glade køer blevet lidt af et tilløbsstykke, så nu kan en enkelt landmand sagtens få besøg af mere end 2000 gæster på få timer. 

Det var ikke bare køerne, der blev lukket ud i dag. En flok får fik også lov at smage på det søde græs, og for nylig fik hønsene også lov at komme ud i frihed efter flere måneder med stuearrest på grund af fugleinfluenza.