Økologer kan også have robotter

Det går godt for økologien i Danmark. Økologerne er blevet flere, efterspørgslen større og landbruget moderniseret. Det gælder også for Christian Bejer Petersen.

Knap 2000 nysgerrige mennesker besøgte 32-årige Christian Bejer Petersens gård ved Brørup søndag middag - først og fremmest for at se, når køerne skal lukkes på græs.

Men der der var også andre spændene ting at se i stalden. F.eks hvordan en moderne økologisk dansk landmandsrace har indrettet sig. Effektivisering og moderne udstyr er nemlig ikke kun forbeholdt de konventionelle mælkebønder. Christian Bejer Petersen får også hjælp af malkerobotter – fem styk. 

- Fordelen med robotter er, at køerne selv bestemmer, hvornår de vil malkes, siger han til TV SYD.

Den unge landmand er sjette generation, der driver den topmoderne øko-gård nær Brørup.

Her har han 390 økologiske køer, som søndag måtte klappes og aes. Christian Bejer Petersen ejer og driver gården sammen med sine forældre. De valgte at blive økologer allerede i 1997.

- Jeg kan godt lide, at køerne kommer på græs, og så var jeg træt af at sprøjte, siger Arne Petersen til TV SYD.

Siden er det gået godt. Efterspørgslen på økologi er steget og antallet af økologiske landmænd er øget. På knap ti år er antallet af økologiske bedrifter i Region Syddanmark steget med 10 procent. Flere og flere køber økologisk mælk både i Danmark og i udlandet, og det mærker de også på gården ved Brørup.

- De sidste to år har været de bedste år som økologer, på grund af de høje mælkepriser, forklarer Arne Petersen.

Og Christian Bejer Petersen er ikke i tvivl om, at han har valgt rigtigt ved at være økolog.

- Vi sidder godt på den gren, vi er på. Og hele filosofien bag økologi, kan vi godt lide, siger han.