Olieveteran: Jeg endte med olien alligevel

Verner Andersen voksede op i Esbjerg og så som nyuddannet ingeniør, at kammeraterne alle tog offshore. Men det var ikke noget for ham. Troede han.

Det lå ikke i kortene, at Verner Andersen skulle arbejde i offshorebranchen.

- Det var slet ikke noget for mig, fortæller han til TV SYD.

Han uddannede sig til ingeniør lige da olieeventyren i Esbjerg begyndte at få tag i byen.

- Jeg er født og opvokset i Esbjerg og har set branchen komme til Esbjerg. De kammerater jeg læste sammen med, de var hurtigt ovre i olie og gasbranchen og sagde, ej, kom herover, det er spændende. Vi flyver helikopter, og vi er ude i Nordsøen. Men det sagde mig slet ikke noget. Det havde slet ikke min interesse, fortæller Verner Andersen.

Lidet vidste han, at han ikke så let skulle undslippe byens voksende offshoreindustri. Ligesom olieeventyret fik tag i byen, endte det også med at få tag i Verner Andersen.

- I forbindelse med et jobskifte i starten af 90'erne var jeg nødt til at søge nyt job. Så tænkte jeg, jeg må hellere prøve den her olie og gasbranche, som de snakker så meget godt om. Og jeg må sige, at da jeg blev ansat i branchen, fra dag ét da blev jeg forelsket i den, fortæller Verner Andersen.

quote

Der er bare ikke to dage i den her branche, der er ens

Verner Andersen, vicedirektør, Semco Maritime

Og siden har olien haft ham i kort snor. Han er stadig i branchen her 25 år senere. Nu som vicedirektør i Semco Maritime, - en virksomhed der skaffer mandskab til offshorevirksomhederne i Nordsøen.

- Der er bare ikke to dage i den her branche, der er ens, fortæller Verner Andersen.

For ham betyder Esbjergs oliejubilæum noget særligt.

Det betyder meget, for så stopper man lige op og tænker - Hold da op! Er der allerede gået 50 år? Og hvad har vi egentlig fået ud af det? Og det synes jeg er utroligt spændende.

Han er ikke nervøs for, om han og alle de andre olie og gas-ansatte har en fremtid i branchen.

- Jeg ved godt, at vi har oliekrise i øjeblikket, men for mig er det bare forbigående. Fordi verden har behov for olie og gas. Vi har hentet ca. 27 pct. af den olie, der ligger i den danske sektor, så der er meget, der ligger derude endnu, der skal op. Og det tror jeg, det kommer, forsikrer Verner Andersen.

Boreriggen her ligger arbejdsløs i Esbjerg Havn, og venter på bedre tider. De skal nok komme, mener Verner Andersen.
Boreriggen her ligger arbejdsløs i Esbjerg Havn, og venter på bedre tider. De skal nok komme, mener Verner Andersen.
Foto: Ina Clausen