Over 10.000 protesterede i Flensborg

Mere end 10.000 medlemmer af det danske mindretal i Sydslesvig var lørdag på gaden i Flensborg for at protestere mod den slesvig-holstenske delstatsregerings nedskæring i tilskuddet til de danske skoler og for at kræve et regeringsskifte efter valget i Slesvig-Holsten den 6. maj.

Menneskemængden gik i optog fra Exe og ned til Havnespidsen i Flensborg. Optoget var ifølge politiet omkring syv kilometer langt, og det tog 35 minutter for det at passere.

Ved det efterfølgende stormøde sagde formanden for Dansk Skoleforening for Sydslesvig, Per Gildberg:

- Vi er meget glad for og tilfreds med, at så mange bakker op om vores mål om at blive ligestillet med de offentlige tyske skoler og ikke vil finde sig i delstatsregeringens diskriminering. Desværre har CDU og FDP glemt, hvad tolerance over for mindretal betyder. I dag har vi bevist rygrad, sagde Per Gildberg og opfordrede de fremmødte til at stemme for 100 procent ligestilling ved valget den 6. maj.

En af årsagerne til, at så mange sydslesvigere er mødt op, er ifølge Dansk Skoleforening de nylige angreb fra CDU mod Dansk Skoleforening. Mindretallet bliver bagtalt af rent valgtaktiske grunde.