Over 50 afhørt om storbrand i Fredericia

Politiet har hen over weekenden foretaget over 50 afhøringer om storbranden på Fredericia Havn torsdag. Flere er afhørt med en sigtets rettigheder.

- Det er hel normal procedure, siger politikommissær Ole Eckholt til TV SYD. Vi har talt med ansatte, direktører og andre, der har været på stedet i løbet af døgnet.  Da vi ikke kan vide, om nogen af dem måske kan stilles til ansvar, bliver de afhørt med en sigtets rettigheder. Så har det ikke pligt til at udtale sig til politiet. Og de har ret til at tage en advokat med til samtalerne.

- Det er der dog ingen, der mig bekendt har bedt om i denne sag, siger Ole Eckholt til TV SYD.

Politiet arbejder på at lave en tidslinie, som sekund for sekund viser, hvad der er foregået.