Overenskomsten hindrer læger i hurtigt at gå på nedsat tid

Det er overenskomsten mellem regioner og praktiserende læger, der hindrer Marianne Mørk Mathiesen i at fortsætte i sin Esbjerg-praksis på halv tid. Og der er ingen mulighed for dispensation i overenskomsten.

Overenskomsten mellem regionerne og de praktiserende læger tillader alene, at en læge lukker for tilgang af nye patienter og dermed langsomt får nedsat sin arbejdsbyrde og arbejdstid.

Sagen har været behandlet i samarbejdsudvalget mellem regionen og Praktiserende lægers Organisation – og her har man i ovenskomsten ikke fundet hjemmel til at give en dispensation. 

- Det er simpelthen ikke muligt at afvige fra overenskomstens bestemmelser, siger regionsrådsmedlem Tage Petersen, Sønderborg, (V), der en del af samarbejdsudvalgets formandskab.

 - Hvis jeg skulle regulere min arbejdstid ved at få  færre patienter gennem naturlig afgang, så vil det tage 8 år at komme ned på halv tid, siger Marianne Mørk Mathiesen til TV SYD.

Derfor lukker hun nu sin praksis i Esbjerg med udgangen af 2016 - og så skal hendes patienter finde en ny læge i Esbjergområdet - og de har kun to steder at vælge mellem, nemlig lægen på Fanø eller Region Syddanmarks klinik i Langlihuset i Hjerting. 

Baggrunden for at Marianne Mørk Mathisen ønsker at bruge færre timer på sit arbejde som læge er, at hun også er regionsrådspolitiker for Liberal Alliance, og samtidig stiller hun op til det kommende folketingsvalg for partiet.