Overvågning skaber tryghed for ansatte

Mange ville måske ikke have det godt med at blive overvåget konstant - men de ansatte hos Bilka i Esbjerg har det fint med det.

Overvågningskameraer hviler på de ansatte, når de møder ind på arbejde i størstedelen af landets butikker.  Deres arbejdsgivere må gerne ovevåge de ansatte, så længe de er informeret om det, og det ikke bliver brugt til at tjekke deres effektivitet.

Casper Andersen sidder ved kassen hos Bilka i Esbjerg, og han har det ganske fint med, at kameraerne er der.

- Selvfølgelig tænker jeg også over de ting, jeg laver, når jeg er på arbejde, for jeg ved jo selvfølgelig, at det bliver optaget. Men jeg er ikke nervøs for, at jeg laver noget forkert. Jeg er mere sikker ved, at der er et kamera bag mig, siger han til TV SYD.

quote

Men jeg er ikke nervøs for, at jeg laver noget forkert. Jeg er mere sikker ved, at der er et kamera bag mig.

Casper Andersen, medarbejder i Bilka.

Casper Andersens kollega, Isabel Martinussen, er også glad for den sikkerhed, der ligger i overvågningen. Skulle der opstå en dårlig episode, så kan man se, hvad der er sket. Hun ville ikke have det så godt med at sidde ved kassen, hvis der ikke var kameraer.

- Jeg ville føle mig utryg på en eller anden måde, fordi jeg ikke havde den her sikkerhed, siger hun til TV SYD.

Hos HK Sydjylland oplever de sjældent, at ansatte føler sig krænkede over at blive overvåget i arbejdstiden.  Henvendelser kommer ofte fra arbejdspladser, hvor der i forvejen er et dårligt arbejdsmiljø.