To påsatte brande og en mulig bombetrussel i Tønder

Syd- og Sønderjyllands Politi har anholdt en mand i Tønder og sigtet ham for i alt tre forhold. Manden bliver indlagt til psykiatrisk behandling.

Syd- og Sønderjyllands Politi blev klokken 06.52 fredag kaldt ud til en brand på Struksallé. Der kom senere en anmeldelse om en mistænkelig kuffert, der var blevet anbragt på sygehuset i Tønder. På kufferten var påskrevet: Til politiet. Og i kufferten fandt politiet en række papirer, som ledte dem på sporet af en gerningsmand.

Senere kom endnu en anmeldelse om brand. Denne brand var på Statoil i Tønder, hvor der var sat ild til en stak aviser. Her blev den formodede gerningsmand tilbageholdt.

Politiet oplyser, at manden derfor nu er anholdt og sigtet for de to brande og en mulig bombetrussel. Manden er 35 år gammel og fra lokalområdet. Han bliver indlagt til psykiatrisk behandling og vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør.