Borgmester: Vi vil have bid af kampflys milliardkage

Når flyvevåbnet i de kommende år modtager de nye F-35 kampfly, så skal de vedligeholdes lokalt, håber Haderslevs borgmester.

Når de nye kampfly af modellen F-35 i de kommende år skal integreres i det danske luftvåben, så skal Haderslev også have noget ud af det, håber Haderslevs borgmester, H. P. Geil (V).

- Det er en kage i milliardklassen, og den vil vi gerne have en bid af, siger H.P. Geil til TV SYD.

I det sidste års tid har folk fra Haderslev Kommune - heriblandt borgmesteren og kommunaldirektøren- arbejdet på at etablere et højteknologisk vedligeholdelsescenter for flyvedligeholdelse i Skrydstrup.

- Vi har haft møder med en række nøglepersoner indenfor politik, industri og brancheforeninger, og alle steder er vi blevet mødt med velvilje og opbakning, siger H.P. Geil i en pressemeddelelse til TV SYD.

Onsdag kunne han så præsentere planerne på forsvarsindustriens årlige konference  - Danish Defence Annual Conference i Aalborg.

Det nye center, som borgmesteren håber at kunne etablere i Skrydstrup, hedder ACE Denmark. Det står for Aeronautical Center for Excellence.

quote

Vi har haft møder med en række nøglepersoner indenfor politik, industri og brancheforeninger, og alle steder er vi blevet mødt med velvilje og opbakning.

H.P. Geil, borgmester (V) Haderslev

- Baggrunden for ACE Denmark er jo ikke alene beslutninger om at placere de nye kampfly i Skrydstrup, men også det forhold, at de nuværende F-16 fly skal vedligeholdes i mange år endnu, siger H.P. Geil.

Skal skabe lokale job
En vigtig grund til at satse på et nyt center er ifølge ACEs egen hjemmeside, at vedligeholdelsen af de nye F-35 fly ellers risikerer at gå til udenlandske virksomheder.

- Hvis vi med det her center lykkes med at skabe mellem 0 og 100 nye job, så har det været en success, siger H.P. Geil om udsigterne til, at projektet på sigt skal skabe arbejdspladser i kommunen.

En af de opgaver, H.P. Geil håber, at det planlagte center kan løse, er at etablere et samarbejde mellem de mange danske virksomheder, der allerede leverer dele til de nye F-35 fly.

- Dem vil vi gerne samle, så det ikke bliver spredt fægtning, men at vi kan arbejde sammen på at få de her store ordrer, siger H.P. Geil til TV SYD.

Centeret er stadig på tegnebrættet, og lige nu arbejder kommunens folk på at skabe netværk med den industri, der gerne skal være en del af det nye center.

- Senest er vi blevet medlem af CenSec, der med sine ca. 100 medlemsvirksomheder er en klyngeorganisation for virksomheder, der leverer til forsvarsindustrien, fortæller H.P. Geil.

Kommunens næste skridt imod etableringen af centeret er, at kommunen nu inviterer medlemmerne af CenSec og lokale virksomheder til et netværksmøde på Flyvestation Skrydstrup i marts.