Pigtråd og grøftegravning i nabostrid

En strid om et lille stykke jord ved lystbådehavnen i Sønderballe endte i formiddag helt bogstavligt i grøftegravning.

Sønderballe Bådelaug med 60 aktive medlemmer har lejet det lille stykke jord på størrelse med en håndboldbane gennem 35 år. 

Sidste år blev lejeaftalen sagt op - og ejeren, gårdejer Hans Jørgen Møllegaard, har tilbudt bådelauget, at de kan købe det. Pris: En million kroner.

I efteråret fik gårdejeren en landinspektør til at måle sit jordstykke op. Men da bådfolket ikke respekterede hans ejendomsret, satte han for to uger siden pigtråd rundt om jordstykket.

Vil sælge for en million

Bådelauget har tilbudt at leje jorden for 5000 kr. om året, mens Hans Jørgen Møllegaard står fast på salgsprisen på 1 million kr.  - eller 50.000 kr. i årlig leje.

Hans Jørgen Møllegaard forklarer, at han vil udnytte det lille jordstykke til at dyrke kartofler i, fordi bådelauget har givet udtryk for, at de ikke behøver det.

Det forstår bådefolket ikke. De har fået indtryk af, at jordstykket ikke må dyrkes eller bearbejdes uden tilladelse. Det bekræfter Haderslev kommune, som mandag vil se nærmere på sagen.