Der mødte Trekantområdets Brandvæsen en knust rude og en åben terrassedør, da brandvæsnet søndag eftermiddag blev kaldt ud til en brand på Vejlevej i Hørup ved Jelling.
Huset står tomt for tiden, og da brandvæsnet ankom, blev slukningsmandskabet mødt af en ulmende brand på husets 1. sal. En brand, der potentielt kunne have bredt sig gennem etageadskillelsen til underetagen.
Der var flere arnesteder, og derfor kan vi nærmest med sikkerhed konkludere, at branden er påsat
Branden kunne dog hurtigt slukkes, men huset har fået omfattende sod- og røgskader samt brandskader.
Politiet undersøgte søndag eftermiddag brandstedet og konkluderer, at der formentlig er tale om en påsat brand.
- Der var flere arnesteder, og derfor kan vi nærmest med sikkerhed konkludere, at branden er påsat, siger vagtchef Stig Simonsen, Sydøstjyllands politi, til TV SYD.
Politiet fortsætter de tekniske undersøgelser af brandstedet mandag for at fastslå brandårsagen.