Politiet efterlyser tre mænd efter voldtægts-anmeldelse

Sydøstjyllands Politi efterlyser tre mænd efter, at en 18 årig kvinde har anmeldt, at hun onsdag morgen er blevet voldtaget af to af mændene i et hus uden for Vejle efter en tur i nattelivet.

Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen fra den unge kvinde onsdag formiddag kort før klokken 9.30. Det oplyser vicepolitiinspektør Carsten Thostrup til TV SYD.

Kvinden, der er af srilankansk udseende, var i selskab med flere veninder, da hun mødte de to mænd (A og B) på Heidis Bierbar og Hornsleth Bar på Dæmningen i Vejle natten til onsdag i denne uge.

Da hun ville hjem omkring klokken 4.00 om morgenen, blev hun lokket ind i en bil på parkeringspladsen på Dæmningen, ført af en tredje mand (C), og kørt til et hus på landet. Her blev voldtægten ifølge anmeldelsen  gennemført af de to førstnævnte mænd og overværet af den tredje. 

Vicepolitiinspektør Carsten Thostrup opfordrer de tre mænd til straks at rette henvendelse til politiet, og opfordrer i øvrigt folk, der ved, hvem de er, til at kontakte Sydøstjyllands Politi.

Der er som led i efterforskningen indsamlet videoovervågning både fra barerne og fra Dæmningen samt fotos fra kamera, der viser både pigerne og de unge mænd. 

Politiets beskrivelser af tre mænd:

A: Mand, dansker, ca. 175 cm høj, almindelig af bygning og anslået mellem 18 og 20 år. Han havde ingen skæg eller skægstubbe, brune øje og mellemlangt lysebrunt hår. Håret var sat op med meget voks. Han havde mange bumser i ansigtet og var iført en hvid T-shirt med sort tryk på brystet og cowboyblå jeans. Han talte uden dialekt.
B: Mand, dansker, ca. 165 cm. høj, spinkel af bygning og anslået 18 - 20 år. Han havde igen skæg eller skægstubbe, grønne øje og kort lyst hår. Han havde ingen bumser i ansigtet. Han var iført en mørkeblå jakke og talte heller ikke med dialekt.
C: Mand, dansker, ca. 180 cm høj og muskuløs af bygning (trænet) og ligeledes anslået mellem 18 og 20 år gammel. Han havde army-klippet brunt hår og var iført en mørk langærmet trøje og jeans i cowboyfarve. Han talte ikke med dialekt.
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.