Politiet fik slået en klo i gyllelugtende tyveknægte

Tre tyve, en mark, der stank af gylle og et skjult lager med tyvekoster. Det er nogle af elementerne i et drama, der udspandt sig i Varde tirsdag morgen og formiddag.

I flere timer jagtede patruljer fra Syd- og Sønderjyllands Politi tre litauiske mænd, som politiet mener har været på et større tyvetogt i nat, hvor der bl.a. meget andet er stjålet et større antal cykler fra en række private hjem.

De tre mænd blev i de tidlige morgentimer stoppet i det nordlige Varde i en bil. Her tog to af mændene flugten ud over en mark, hvor der for nylig var spredt gylle, mens politiet fik anholdt den tredje mand - en 21-årig litauer.

Politiet fik kort efter klokken 8 melding fra en borger, der undrede sig over at have mødt to mistænkelige mænd, der kom gående med ildelugtende skidt siddende langt op af buksebenene. Det lykkedes derefter politiet at anholde en 28-årig litauisk mand, mens den sidste mistænkte fortsat er på flugt.

quote

Vi hører gerne fra folk, der ser - eller lugter -  den tredje mand på flugt.

Ole Aamann, vagtchef, Syd- og Sønderjyllands Politi

- Vi hører gerne fra folk, der ser - eller lugter - den tredje mand på flugt. Vi har også fundet et større lager af tyvekoster gemt i noget skov ved Varde. Her er der en del cykler, så har du mistet en cykel i nat eller de seneste nætter, så kan det være, at vi har den stående nu, siger vagtchef Ole Aamann, Syd- og Sønderjyllands Politi, til TV SYD. 

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.