Politiet vil nu drøfte rydning af motorveje med bulldozere

Rigspolitiet vil nu mødes med Dansk Industri og Vejdirektoratet for at drøfte forslaget om at rydde havarerede køretøjer væk fra motorvejene ved hjælp af bulldozere.

Rigspolitiet, Dansk Industri og Vejdirektoratet skal nu mødes for at drøfte problemstillingen.

- Vi er meget bevidste om vores ansvar for at rydde motorvejene hurtigst muligt efter et færdselsuheld. Men der kan være hensyn, som forlænger oprydningen – nogle gange mere end andre. For eksempel hvis vi skal have teknikere og efterforskere ud på stedet af hensyn til undersøgelse om strafforfølgelse, eller hvis der er gods af farlig karakter i de involverede køretøjer, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen fra Rigspolitiet tirsdag morgen i en pressemeddelelse.

Forslaget fra Dansk Industri kommer som en reaktion på, at vognmænd og lastbilchauffører opgiver at køre på motorvejene på grund af bilkøerne og i stedet trækker ud på de mindre veje. Her er det særligt udbredt på strækningen mellem Vejle Nord og Randers, hvor motorvej E 45 kun har to spor i hver retning - og derfor ofte rammes af uheld og langvarige køer.

- Vi er åbne over for en dialog med Dansk Industri og Vejdirektoratet, hvor vi i fællesskab kan få klarlagt de udfordringer der måtte være, og hvordan de fremadrettet kan løses, siger vicepolitiinspektør Ole Kristensen.

Mødet finder sted på Vejdirektoratets initiativ og afholdes snarest muligt.