Politisk kommentator: Løkke lytter til kritiske borgmestre

Det sønderjyske pres fra Venstre-borgmestre kan mærkes i regeringen, mener politisk kommentator.

Efterårets skatteforhandlinger kommer bl.a. til at handle om en sænkelse af enten bund- eller topskatten. Sker det sidste, som Liberal Alliance lægger kraftigt op til, kommer det i mindre grad udkantskommunerne til gode.

Det falder ikke i god jord hos nogle af de syd- og sønderjyske Venstre-borgmestre, og det vil ifølge TV SYDs politiske kommentator presse statsministeren. 

- Det er svært for Lars Løkke, både som statsminister og som formand for Venstre. Han kan ikke sidde overhørigt, at der er borgmestre, der nu siger, at det er en dårlig ide med lettelser i topskatten. Fordi det næsten udelukkende vil komme de store kommuner især i hovedstadsområdet til gode. I stedet vil det være bedre at komme med skattelettelser i bunden, fordi det også vil støtte ydreområderne. Det er et synspunkt, som vil presse Løkke i forhold til den situation, han står i nu, mener TV SYDs politiske kommentator Poul-Erik Thomsen.

TV SYDs politiske kommentator Poul-Erik Thomsen mener, at statsministeren bør lytte til de kritiske sønderjyske borgmestre. Hør hans forklaring her i videoen.

Både Tønders borgmester, Henrik Frandsen, og Aabenraas borgmester, Thomas Andresen (begge V), ønsker ikke lettelser i topskatten, fordi det ifølge dem begge ikke vil gavne deres borgere i særlig høj grad. Det vækker genklang på Christiansborg, mener Poul-Erik Thomsen. 

- Det er ikke sådan, at Venstre-borgmestrene i tide og utide råber op og protesterer imod det, regeringen er i gang med. Derfor vil der blive lyttet til det i Venstre, mener Poul-Erik Thomsen.