Polsk mand skal 40 dage i fængsel for at hente ny bil på falske plader

En 39-årig polsk mand købte ny bil hos en forhandler i Randers og ville køre den hjem på falske nr.-plader. Det må han nu 40 dage i fængsel for, da han blev stoppet nord for Horsens.

Den 29. december 2016 stoppede Sydøstjyllands Politi en bil med falske nummerplader på motorvejen nord for Horsens. Føreren var en 38-årig polsk mand, der var kørt fra Polen til Danmark for at afhente en nyindkøbt bil hos en bilforhandler i Randers.

Forklaringen fra den 38-årige lød på, at han var kørt i bil fra Polen med sin kollega, og kollegaen havde i en container hos bilforhandleren i Randers fundet to nummerplader og en tilhørende registreringsattest. Den 38-årige mand havde monteret nummerpladerne på bilen for at kunne køre hjem, da han tænkte, der ville være mindre risiko for at blive stoppet med nummerplader på.

Registreringsattesten har dog vist at stamme fra et tidligere bilkøb, manden havde foretaget i Danmark.

Den 38-årige mand, der har siddet varetægtsfængslet siden den 29. december 2016, erkendte dog i et retsmøde fredag  i Retten i Kolding, at han havde brugt de omtalte nummerplader, men at han ikke vidste, de var falske og ikke selv havde fremskaffet dem.

 

På baggrund af to vidners forklaringer og en erklæring fra Nationalt Kriminalteknisk Center blev manden af domsmandsretten idømt 40 dages ubetinget fængsel for dokumentfalsk og en tillægsbøde på 2.000 kr. for at have ført en uindregistreret bil uden ansvarsforsikring. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Han blev desuden udvist med et indrejseforbud i 6 år. Retten lagde her vægt på, at den 38-årige ingen tilknytning har til landet, ikke har fast bopæl i Danmark og kort forinden var kommet ind i landet.

Den polske mand blev efterfølgende varetægtsfængslet, indtil udvisningen kan finde sted.