To polske mænd udvist for tyveri og hæleri

To mænd på 39 og 40 år tømte i løbet af to dage 16 biler for værdigenstande. Politiet anholdte mændene i Vejle, og de er nu idømt fængsel og udvisning.

Det var ikke længe, to polske mænd på henholdsvis 39 og 40 år kom til at nyde deres ophold i Danmark. De havde nemlig lidt for lange fingre.

To dage før de blev anholdt i Vejle tømte de 16 biler for værdigenstande.

- Den 39-årige blev dømt for tyveri fra cirka 16 biler; 15 autoradioer, 6 gps’er og en computer. Den 40-årige blev dømt for hæleri af de nævnte tyvekoster, siger Pernille M. A. Moesborg, anklager for Sydøstjyllands Politi.

De to mænd skulle ikke vente længe på deres dom. Begge mænd blev nemlig anholdt klokken 6.40, og deres dom blev afsagt samme dag kl. 17.15.

Den 39-årige fik 3 måneders fængsel, udvisning og indrejseforbud i 6 år. Den 40-årige fik 60 dages fængsel, udvisning og indrejseforbud i 6 år.