Prinsesse Benedikte kommer også til Ribe

Prinsesse Benedikte følges med sin søster til Ribe, hvor hun besøger det kommende Jacob A. Riis Museum, som hun er protektor for.

Dronning Margrethes lillesøster prinsesse Benedikte kommer torsdag til Ribe.

Hun følges med Dronningen til Ribe Vikingecenter, hvor hun i en pause i arrangementet kører ind til det kommende Jacob A. Riis Museum, der har til huse i Quedens Gaardkarréen i den centrale del af Ribe.

Prinsesse Benedikte er protektor for museet, og museumsinspektør Flemming Just vil vise prinsessen rundt i den gamle bygning.

- Ombygningen af museet er i fuld gang, og lige nu er det næsten kun ydervæggene, der står, fortæller museumsleder Flemming Just til TV SYD.

- Vi er utroligt glade for, at prinsesse Benedikte har sagt ja til at være protektor for Jacob A. Riis Museet.

Ombygningen koster ni millioner kroner, og selve museet skal indrettes for seks millioner. Museumsdirektøren fortæller, at stort set alle pengene til det omfattende projekt er fundet.

Som protektor for museet bliver det også prinsesse Benedikte, der åbner det nye museeum den 27. juni 2019.