Regeringen forlænger den midlertidige grænsekontrol

Kontrollen ved den dansk-tyske grænse forlænges med foreløbigt 20 dage indtil den 3. februar 2016. Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Regeringen har valgt at forlænge den midlertidige grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse til 20 dage indtil d.3. februar 2016. Det skriver Udlændinge- og Integrationsministeriet i en pressemeddelelse. Regeringen vurderer, at der stadig er risiko for, at et stort antal illegale udlændinge ophober sig i Danmark.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg siger i pressemeddelelsen:

- Vi har i regeringen fulgt situationen nøje, og på den baggrund vælger vi at forlænge grænsekontrollen mod Tyskland. Det er ikke noget, vi gør med glæde, for både den svenske og den danske grænsekontrol hæmmer den frie bevægelighed, som vi i fællesskab har arbejdet hen imod i mange år i Europa.

Den midlertidige grænsekontrol blev indført på baggrund af blandt andet den svenske beslutning om id-kontrol - og det er regeringens overbevisning, at trykket på EU's ydre grænser og antallet af migranter og flygtninge, der rejser videre mod nord, er fortsat stort. Derudover har Sverige forlænget grænsekontrollen mod Danmark.
Ministeren siger fortsat:

 - Vi er i regeringen nødt til at reagere på denne helt ekstraordinære situation, og vi gør, hvad, vi vurderer, er nødvendigt for at sikre den offentlige orden og sikkerhed i Danmark.

Grænsekontrollen bliver løbende vurderet, og stikprøvekontrollen vil kunne intensiveres efter behov. Regeringen har ikke taget stilling til, om den midlertidige grænsekontrol skal forlænges ud over de 20 dage, men Schengen-reglerne giver mulighed for at forlænge kontrollen yderligere.