Borgmestre protesterer mod nedskæring af landdistriktstøtte

Regeringen vil skære 27 millioner kroner i støtten til landdistrikterne. Den såkaldte LAG støtte. Flere syd- og sønderjyske borgmestre protesterer.

Borgmesteren i Aabenraa, Thomas Andresen (V) er godt træt af det han kalder "postnummerdiskrimination".  - Det er et skridt i den gale retning, siger han til TV SYD om regeringens plan om at skære 27 millioner støttekroner til landdistrikterne væk. Pengene går til lokale aktiviteter og projekter, fx virksomheder og forsamlingshuse.

Sammen med Landdistrikternes Fællesråd og 28 andre borgmestre har han underskrevet et protestbrev til erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen.

- Vi råber vagt i gevær, hver gang de skærer i tilskud til landdistrikterne, siger Thomas Andresen til TV SYD.

Udover Aabenraas borgmester har borgmestre fra Haderslev, Fanø, Varde og Sønderborg skrevet under på protestbrevet.

Formand i Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard er også utilfreds med situationen.

- Det er jo arbejdspladser vi taler om, siger han til TV SYD.

De 27 millioner kroner skæres fra en samlet LAG-pulje på godt 90 millioner kroner. Pengene skæres for at financiere regeringens landbrugspakke.

- I denneher sammenhæng er det mange penge, siger Steffen Damsgaard.

Erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen har i dag været i samråd om sagen, og har indkaldt til et opfølgende dialogmøde.