Regionsrådsmedlem vil ophæve Bios’ kontrakt

Ida Damborg (SF) er ikke tilfreds med, at Bios pr. 1. januar, hvor deres prøveperiode er ovre, ikke lever op til kontrakten med Region Syddanmark.

Bios og Responce er færdige med at være på prøve. Nu er ambulanceselskaberne gået over til almindelig drift, og i den forbindelse har Bios meddelt regionen, at de indtil videre vil fortsætte med at konvertere tre ambulanceberedskaber til sygetransporter. Ifølge regionsrådsmedlem Ida Damborg (SF) så er den besked fra Bios bare ikke tilfredsstillende.

- Det er bare det, som vi har måttet acceptere; at Bios leverer mindre. Jeg er slet ikke tilfreds, siger Ida Damborg (SF) til TV SYD.

Særligt lægger hun vægt på forberedelsestiden. Bios’ prøveperiode har været fire måneder.

- Det her er en leverandør, som har haft et år til at gøre sig klar til at levere akut beredskab for borgerne i Region Syddanmark. Jeg synes, det er meget utrygt, at de stadig ikke kan levere varerne, mener Ida Damborg og fortsætter:

- Jeg synes, man burde nøje kigge i den her kontrakt, der er lavet med Bios, der har været så mange brud på kontrakten allerede, og jeg mener selvfølgelig, man burde ophæve kontrakten.

Ifølge TV SYDs oplysninger er Bios pt. oppe på 493 reddere ud af de 550, som idealbemandingen lyder på, og derfor forventer regionsrådsformand Stephanie Lose en mere stabil drift allerede fra februar måned. Heller ikke det giver Ida Damborg dog meget for.

- Jeg er rigtig bekymret for, om Bios på noget tidspunkt kommer til at kunne leve op til opgaven.

Så det her med, at det skulle køre mere stabilt nu, den køber du slet ikke?

- Det har jeg meget svært ved at se, hvor det er henne – i fantasiens verden.

Du kan se interviewet med Ida Damborg her:

Ida Damborg er ikke tilfreds med, at Bios ikke lever op til kontrakten.