Rejsegilde på ny superskole

Nye skoler er ikke hverdagskost i Dannevang. Men onsdag er der rejsegilde på en ny, stor skole i Haderslev.

Klokken 13 onsdag sker det. Der er officielt rejsegilde på en ny skole i det sydlige Haderslev, Erlev Skole. 375 elever får deres daglige gang der.

- Det er helt fantastisk, siger Henrik Rønnow, der er formand for Udvalget for Børn og Familier.

Den nye skole skal stå færdig til november næste år og bliver noget helt særligt. For eksempel er meget af bygningerne lavet af træ af hensyn til klimaet, både det store udenfor og det i podernes klasselokaler.

- Det bliver en skole, der er bygget til at rumme alle. Både de, der har verden som deres legeplads, og de, der har brug for særlig støtte og omsorg, fortæller Henrik Rønnow.

Rejsegildet begynder onsdag klokken 13, og der er taler ved borgmester H.P. Geil og udvalgsformand Henrik Rønnow. Der vil være en pølse og sodavand til alle. Alle er velkomne, og man kommer ind fra indkørslen på Gammel Hørregaardsvej. Kommunen henstiller til, at gæster parkerer på den store parkeringsplads ved Aldi og Netto på Erlev Bjerge og ikke på Gammel Hørregaardsvej eller de nærliggende villaveje.

Hvad er et rejsegilde

Rejsegildet er den fest, som  bygherren holder for håndværkere, arkitekt og andre, når murene står færdige, bjælkelaget er lagt, og tagkonstruktionen rejst. Så anses bygningen for at være etableret, også selv om der endnu mangler meget, før den er klar til at blive taget i brug efter hensigten. Rejsegildet holdes på byggepladsen, og traktementet er ofte beskedent: Øl og pølser er gerne det væsentlige. Med til gildet hører også, at man holder taler og skåler på husets sikkerhed og deltagernes velbefindende.

 

Skikken er behæftet med en del overtro. Ikke alene forventedes det, at bygherren bekostede gildet, det skulle også gå rigtigt til for at undgå dårlige varsler for fremtiden. Undlod en bygherre at holde rejsegilde, kunne håndværkerne hævne sig på flere måder. Kransen blev f.eks. erstattet af tomme flasker og flaget af gamle cementsække. Ophængning af udstoppede dukker i menneskestørrelse, en såkaldt "død murer", var heller ikke ualmindeligt og bruges stadig.

(Kilde: Wikipedia)