Rekordstor indsamling skal fjerne affaldet fra naturen

Næsten 1.000 lokale affaldsindsamlinger finder søndag sted i hele Danmark. Det er ny rekord for Danmarks Naturfredningsforening, der arrangerer.

Aldrig før har der været så stor opbakning til Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling.

Hele ugen har mere end 123.000 børn samlet affald ind med deres skoler og institutioner. I dag er det så op til resten af den danske befolkning at få ryddet op, og næsten 1.000 lokale indsamlinger har meldt sig på banen. Blandt andet i Bolderslev:

- Vi skulle gerne have folk af huse og med ud at hjælpe med at samle affald. Vi håber på, at rigtig mange vil bakke op om denne dag, så vores by kommer til at se smukkere ud, siger Hans Peter Jensen fra Bolderslev Lokalråd til TV SYD. Han har taget initiativ til den lokale indsamling.

Den store interesse for at deltage i skraldedagen glæder Ella Maria Bisschop-Larsen, der er præsident i Danmarks Naturfredningsforening:

- Det er rigtig dejligt, at rekord mange vil hjælpe med at fjerne affald i naturen. Det gør en stor forskel for naturen og miljøet. Affald skal ikke smides i naturen, det skal samles ind, sorteres og så vidt mulig genbruges, siger hun.