Retsordfører vil ikke gå imod politiets beslutning

Det Konservatives Folkepartis retsordfører har ikke tænkt at gå mod politiet i sagen om Kolding Kommune, som ønsker at have kommunal overvågning.

Jørn Pedersen (V) , der er borgmester i Kolding Kommune, vil gerne have kommunal overvågning efter en række voldsomme voldssager i byen Det ønske støtter Koldings butiksliv op om. Men kommunen har ikke kunnet få den nødvendige tilladelse fra politiet.

Med kommunal overvågning kan kommunen selv sætte overvågning op. Faktisk har kommunen det udstyr, der skal bruges, men det vil også kræve en ændring af persondataloven.

Det gør indtryk på Det Konservative Folkepartis retsordfører, Naser Khader, at Kolding Kommune synes de har et problem. Men han kan og vil ikke gå imod politiets beslutning.

-Jeg vil gerne høre politimesterens begrundelse for at kommunen ikke kan få lov til at lave overvågning. Når jeg så har hørt den, så vil jeg forholde mig til det. Jeg synes, at det er vigtigt, at man lytter til politimesteren, det er jo ham, der har overblikket over antallet forbrydelser og typen af forbrydelser, siger Naser Khader til TV SYD.

Vil gerne i dialog

quote

Det er vigtigt, at vi værner om den personlig frihed, privatlivets fred og ikke med det samme ændrer loven, fordi man i en kommune ikke kan få det, som man vil have det.

Naser Khader, retsordfører for Det Konservative Folkeparti.

En rundspørge TV SYD har lavet, viser, at et flertal af de syd- og sønderjyske borgmestre går ind for kommunal overvågning.

For at forstå, hvad der er op og ned i sagen,  er Naser Khader klar på at mødes med de borgmestre og erhvervsfolk, der ønsker overvågning, og som er uenige i politiets beslutning.

Dog understreger han, at der er lang vej til en lovændring.

- Det er vigtigt, at vi værner om den personlige frihed, privatlivets fred og ikke med det samme ændrer loven, fordi man i en kommune ikke kan få det, som man vil have det, siger han til TV SYD.

Naser Khader påpeger desuden, at det kan lade sig gøre at sætte kameraer indenfor den nuværende lovgivning, som man ser det i Aalborg.