Rideskoler har ulovlig medicin

Rideskolerne i Sydjylland har ulovligt importeret medicin liggende, viser en kontrol som Fødevarestyrelsens veterinære rejsehold har gennemført. I ni ud af ti tilfælde blev der fundet ulovligheder.

Myndighederne og Dansk Rideforbund vil sætte ind med mere information. Mange af overtrædelserne skyldes uvidenhed, siger chefen for rejseholdet, Flemming Marker til P4 Syd.

- Hesteejere ser deres hest som var det en hund eller kat. De ser den ikke som et produktionsdyr.

Skrappe krav

Hestene er i mange tilfælde registreret som en del af produktionskæden. Derfor gælder samme regler for de heste som for køer og svin. De skrappe regler gælder, fordi ridehestene teoretisk kan ende i køledisken som menneskeføde. Derfor skal der være styr på medicinforbruget.

Det veterinære rejsehold fandt også medicin, som blev opbevaret forkert eller brugt forkert.