Rios beskidte kystvand bekymrer Horsens-sejler inden OL-starten

Sejleren Anne-Marie Rindom er bekymret for det forurenede vand, som hun skal sejle i i Rio. Det kan blive afgørende, mener hun.

Det er helt anderledes forhold sejleren Anne-Marie Rindom møder i Rio, end når hun træner i Danmark. Farvandet ud for OL-byen Rio nemlig fortsat langt fra rent.

Den danske sejler Anne-Marie Rindom har været i Rio syv gange indenfor de seneste to år, og selvom vandet er blevet renere, så er der fortsat meget skrald i vandet, fortæller hun til TV SYD, efter hun har været i Rio sidste gang inden konkurrencen.  Og det bekymrer sejleren fra Horsens Sejlklub.

- Jeg er nervøs for, at der ligger skrald som eksempelvis en plastikpose lige under havoverfladen. Så kan plastikposen sætte sig på ens ror eller sværd. Sker det, så kan det komme til at koste placeringer, og der er nok en ret stor sandsynlighed for, at det kan ske under OL, siger Anne-Marie Rindom til TV SYD.

Problemerne med skrald i vandet i Rio er ikke noget nyt problem. Sidste sommer var der stor fokus på vandets renhed, da flere roere blev syge af vandet ved junior-VM i Rio, der blev afholdt i samme vand, som OL-disciplinerne skal afvikles i. Bakterierne i vandet bekymrer dog ikke verdensmesteren i Laser Radial fra 2015.

- Jeg er blevet syg på to af de syv ture i Rio, men det er aldrig vandet, jeg er blevet syg ag. Så jeg er ikke bange for bakterierne i vandet. Det er mere skraldet, der flyder rundt, jeg er nervøs for, forklarer Anne-Marie Rindom.

Den danske OL-lejr har forberedt sig på vandet ved at udvikle individuelle bakteriekapsler til de 30 danske OL-deltager i sejlads, roning og kajak, som skal konkurrere i det beskidte vand. Kapslerne skal sikre at atleterne bedre kan stå imod eventuelle infektioner.