Så kan DM i Skills begynde

Klokken 9 torsdag morgen åbner statsminister Lars Løkke Rasmussen DM i Skills i Gigantium i Aalborg. Her skal Danmarks dygtigste lærlinge og elever dyste i håndværkerfærdigheder.

Klokken ni torsdag morgen lyder startskuddet til DM i Skills i Gigantium, når statsminister Lars Løkke Rasmussen åbner den tre dage lange dyst for på lørdag at kåre den bedste murer, frisør, mekaniker, kok, blomsterbinder osv.

Men før omkring 60.000 gæster og cirka 300 elever og lærlinge de næste tre dage kan indtage Gigantium og vise, hvad de kan, skal Gigantium gøres klar.

Over de næste dage følger TV SYD nogle af eleverne fra Syd- og Sønderjylland, og du vil kunne møde dem i TV SYD samt her på hjemmesiden.

TV Nord sender også dagligt fra eventen, hvor du kan også følge med på deres Facebook-side og Youtube-kanal. 

TV SYD sender direkte fra Gigantium kl. 10 - 12 lørdag på TV SYD+.