Savnet mand søgt med helikopter i nat i Fredericia

Sydøstjyllands Politi har hele natten og også nu i morgentimerne tirsdag haft en helikopter i luften over Fredericia for at lede efter en 57-årig mand, som frygtes ligge i hjælpeløs tilstand på grund af sygdom. Manden har været savnet siden mandag formiddag.

Den savnede er den 57-årige Preben Andersen, der sidst er set, da han forlod sit hjem i Gothersgade i Fredericia centrum, men er ikke vendt tilbage. Han lider af en sygdom, som giver ham kraftige epilepsilignende anfald, hvorefter han kan være desorienteret.

Sydøstjyllands Politi beskriver Preben Andersen som 180-185 cm. høj, med hvidt hår, hvidt fuldskæg, alm. af bygning. Han var iført blå jeans, mørkeblå blank jakke og grå kasket.

Hjemmeværnet hjælper os, men vi vil også rigtig gerne have hjælp fra borgere i Fredericia til at søge efter Preben Andersen i baggårde, haver, parker og lignende, skriver politiet på Twitter.

- Ved hjælp af helikopteren særlige termiske måleudstyr, der kan registrere kropsvarme fra personer på jorden, har vi hele natten søgt at finde den 57-årige - men desværre endnu forgæves, siger vagtchef Kristian Juliussen fra Sydøstjyllands Politi til TV SYD.

Se fredericiainfo.dk-video fra eftersøgningen i nat med helikopter over Fredericia - varighed 57 sekunder her: