SE i Esbjerg køber Boxer TV

Energi- og telekoncernen SE med hjemsted i Esbjerg, der i forvejen ejer Stofa, har indgået en aftale med svenske Teracom Group AB om køb af Boxer TV A/S.

SE er blevet enige med Teracom Group AB om at overtage Boxer TV i Danmark og  Boxer TVs 280.000 tv-kunder. I forvejen ejer SE kabeltv-selskabet Stofa. Købsaftalen er betinget af godkendelser fra myndighederne.

Når købet af Stofa er faldet på plads vil SE have omkring 25 procent af tv-markedet i Danmark, hvor YouSee sider på anslået 60 procent.

- TV-markedet i Danmark er under markant forandring og konkurrencesituationen er intens for alle markedsaktører. Med købet af Boxer TV vil vi stå endnu stærkere i den konkurrence. Selvom streaming  af indhold vokser, vil der  fortsat være et stort marked for flow-tv og det vil vi gerne have en større andel af, siger administrerende direktør Niels Duedahl til TV SYD.

Boxer TV A/S udbyder i dag digitalt tv distribueret via det landsdækkende, jordbaserede tv-sendenet. Boxer TV tilbyder frit valg af tv-kanaler, hvor kunderne selv vælger de betalingskanaler, som de ønsker. Alt dette vil Boxer TVs kunder også kunne se frem til med SE som ejer.

SE købte i 2012 kabeltv-selskabet Stofa, der da havde hjemme i Horsens.

Nu venter der en godkendelsesproces ved myndighederne, og afgørelserne herfra forventes senest at falde på plads i løbet af 2017.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.