Se knallertbøllers flugt over golfbane med politiet i hælene

Tre unge knallertbøller havde måske ikke ventet, at politiet ville forfølge dem ind over en golfbane. Men det gjorde de.

En uautoriseret køretur på en scooter fik en brat afslutning for tre unge knallertkørere, der forsøgte at flygte fra politiet ved at køre ind over en golfbane.  Men politiet satte efter i patruljevognen, og så fik den køretur hurtigt ende.

De tre unge mænd blev trængt op i et hjørne af golfbanen, hvor den kranser op til en skov.

Vidner til den vilde knallertflugt var en flok naboer, der var taget ud for at spille golf sammen.

- Der var nogle, der forsøgte at smide sådan nogle golf-tees efter dem, for at distrahere dem, fortæller Michael Olesen, der var med sine naboer ude og spille golf på Brundtland Golfcenter i Toftlund.

Han var vaks og fangede hele episoden på sin mobiltelefon.

- Der var en mand, der forsøgte at spærre vejen for dem med en rive, og så kørte de ind i skoven, fortæller Michael Olesen til TV SYD og fortsætter; - Men der, hvor de kørte ind, der går det ned i en lille bæk, så den endte de nede i. Og en af dem tabte sin sko, siger Michael Olesen.

De tre knallertkørere tog flugten til fods ind i skoven og lod scooteren ligge i vandløbet.

Vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Erik Lindholdt, bekræfter overfor TV SYD, at de fulgte efter de tre unge mænd ind over golfbanen, og at episoden fandt sted omkring 16.30 lørdag eftermiddag.

- Vi kunne ikke følge efter dem ind i skoven, siger Erik Lindholdt, men efterfølgende har vi anholdt den ene af de tre unge mænd.

Den unge mand er 17 år gammel, og nu kan han se frem til en klækkelig bøde for at køre uden kørekort til scooteren, som man skal være 18 år for at føre, for at køre uden hjelm, og for at flygte fra politiet.

Samtidig kan han håbe, at ejerne af golfbanen ikke beslutter sig for at klage over den medfart banen fik, da politibil og scooter tog turen ind over grønsværen.

- Hvis der er skader på golfbanen, så risikerer han også at skulle betale for skader for hærværk, fortæller vagtchef Erik Lindholdt til TV SYD.

De to kammerater på scooteren, er endnu ikke fundet.