SF skal ikke være med til budgetforhandlinger

SF protesterede på et møde tirsdag mod regionens spareplaner. Forligspartierne har derfor smidt SF udenfor forhandlingsdøren.

SF er blevet smidt ud af forhandlingerne om Region Syddanmarks budget for de næste fire år. Det er sket, efter SF luftede kritik om forligsbrud på et forretningsudvalgsmøde tirsdag eftermiddag.

 - Jeg er dybt chokeret, siger Ida Damborg, regionsrådsmedlem(SF) til TV SYD 

Det drejer sig om, at der tilbage i 2007 blev indgået forlig om, at der ikke skulle spares på børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg. Men med det nye sparekatalog, er der blevet lagt op til, at der nu skal spares på området alligevel.

- Vi har bare gjort opmærksom på, at der i følge os er tale om forligsbrud, når der er tale om at spare på døgnfunktionen på børne- og ungdomspsykiatrien i Esbjerg, siger Ida Damborg.

Regionsrådsformand Stephanie Lose er overrasket over SF's udmelding på dagens møde. For samtlige 39 ud af 41 medlemmer har bestilt sparekataloget for at kigge på strukturer, og hvor der kan spares.   

- Hvis alle trak det her kort, så ville vi ikke kunne røre ved noget. Det her er ikke en stillingtagen til det substansielle. Men hvis man køber præmissen om, at man ikke må ændre på noget fra tidligere forlig, så ville vi ikke kunne røre ved noget som helst, siger Stephanie Lose, regionsrådsformand(V), til TV SYD. 

På dagens møde var beskeden til SF derfor klar.

- SF holder fast i, at de ikke vil røre ved tidligere forligsområder, og derfor er der ikke grund til, de dukker op, når forhandlingerne begynder, siger Stephanie Lose.