SFU-formand stiller op til Folketinget på hjemstavnen

SF Ungdoms landsformand, Nanna Bonde, har takket ja til at blive folketingskandidat for SF i Sydjyllands Storkreds.

Både Haderslev- og Tønder-kredsen har indstillet hendes kandidatur, og det forventes, at også Aabenraa vælger Nanna Bonde på deres medlemsmøde senere på måneden.

Nanna Bonde er oprindeligt fra Tønder, hvor hun har boet langt størstedelen af sit liv. Efter hun blev færdig på Tønder Gymnasium flyttede hun til København for at studere journalistik på Roskilde Universitet. I dag har hun taget orlov fra studiet, da formandsjobbet er fuldtidsarbejde.

- Der er ikke noget sted, som ville være mere naturligt for mig at opstille end i Sønderjylland. Det er der jeg er født og opvokset, og her min politiske gejst blev tændt. Allerede da jeg gik i folkeskole gik det op for mig, at vi kommer med meget forskellige forudsætninger hjemmefra, og den ulighed følger os hele livet. Der for er det vigtigt for mig, at alle sikres lige muligheder, siger Nanna Bonde i en pressemeddelelse om hendes opstilling.