Sidste mand i kæmpe kokain-sag udleveret til Danmark

Syvende og sidste mand udleveret fra Belgien til Danmark i sagen om 310 kg kokain fundet på virksomhed i Esbjerg.

En dommer i Aarhus skal i morgen onsdag afgøre, om den syvende mand i sag om 310 kilo kokain i Esbjerg skal fængsles.
Den syvende mand i en af de største danske sager om kokain udleveres nu fra Belgien, hvor han har siddet varetægtsfængslet.

Tidligere er de seks andre belgiere og hollændere i sagen udleveret til Danmark og sidder nu varetægtsfængslet, indtil anklageskriftet er udformet og sagen kommer for retten. Vurderingen er, at det ikke er sikkert, at det bliver i 2016.

Manden sigtes for at have deltaget i indsmuglingen af 310 kilo kokain, som sidste sommer blev fundet hos virksomheden Holger Christiansen i Esbjerg.

- Der er ingen danskere sigtet i sagen - kun belgiere og hollændere. Vi skal nu have gjort sagen færdig og sendt til anklageren i Aarhus, som så skal afgøre det videre forløb, fortæller Brian Voss Olsen fra Task Force Vest til TV SYD.

Ifølge ham kører sagen planmæssigt, og samarbejdet med de udenlandske myndigheder har været meget tilfredsstillende.