Sjælden bi er fundet i Åkær Ådal

Den meget sjældne Blåhathvepsebi er i nyere tid kun fundet i ganske få steder i Danmark. Nu er et nyt levested føjet til forekomsten, nemlig Åkær Ådal ved Lunderskov.

Blåhathvepsebi er knyttet til den ligeledes sjældne blåhatjordbi, og som navnet fortæller, er de begge afhængige af forekomsten af blåhat. Og blåhat og andre blomster er der nok af i Åkær, hvor vedvarende græsning og høslæt har betydet bevaring af en natur, der ikke længere ses mange andre steder i Sydjylland. 

Det er biolog Thomas Nielsen, er selv bor midt i ådalen, der har observeret blåhathvepsebien, der kun yderst sjældent stikker mennesker.

-  Blåhatjordbien samler kun pollen fra blåhat og hunnen bliver derved vældig smuk med lyserøde pollen på bagbenene. Bien graver gange i jorden til sin yngel, hvor blåhathvepsebien lusker ind og lægger sine æg ved den samlede pollen. Et nøje tilpasset og sårbart samspil, siger en begejstret Thomas Nielsen til TV SYD.

quote

Der er desværre to anlægsprojekter på vej, der kan true vores smukke og enestående område.

Thomas Nielsen, biolog, Åkær Ådal

Et af de få andre steder, hvor blåhatjordbien findes, er omkring Skamlingsbanken.

Åkær Å løber sammen med Vester Nebel Å og bliver til Kolding Å. Men særligt spændende i ådalen er naturtypen kuperet overdrev, der er en af de mest truede naturtyper i Sydjylland og hjemsted for en lang række sjældne dyre-, plante- og svampearter. 

- Der er desværre to anlægsprojekter på vej, der kan true vores smukke og enestående område, nemlig en ny motorvejsstrækning fra Haderslev mod Herning og en gasledning med forbinelse til Polen. Jeg håber meget, at begge projekter kommer til at gå udenom, siger Thomas Nielsen. 

Naturtypen kuperet overdrev er en af de mest truede naturtyper i Sydjylland.
Naturtypen kuperet overdrev er en af de mest truede naturtyper i Sydjylland.
Foto: Thomas Nielsen