Se billederne: Skærbæk-fisker fandt sjælden sværdfisk

Fisker Lars Hast fra Skærbæk Havn ved Fredericia gjorde torsdag morgen et usædvanligt fund i Lillebælt, da han opdagede en nylig død sværdfisk på to meter ligge i vandkanten ved Kolding Fjords udmunding.

Lars Hast var ude at sætte garn, da han fra sin båd fik øje på den døde sværdfisk, der er 2,40 meter lang, ligge i vandkanten på Kolding-siden af fjordens udmunding.

- Fisken er i hel stand og jeg vurderer, at den har været i live ind til for kort tid tid siden. Jeg har fisket i 34 år og har aldrig set en sværdfisk i Lillebælt - men jeg har hørt, at der for et par år siden også drev en død sværdfisk i land ved Bogense, siger Lars Hast til TV SYD. 

Den døde sværdfisk blev fundet i vandkanten på Kolding-siden af fjordens udmunding.
Den døde sværdfisk blev fundet i vandkanten på Kolding-siden af fjordens udmunding.

Han tilkaldte straks Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg, der torsdag formiddag har hentet den døde sværdfisk på havnen i Skærbæk, hvor den allerede havde trukket mange interesserede tilskuere til. 

quote

- Sværdfisken er en sjælden gæst i danske farvande

Asbjørn Holm, museumsformidler, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg

- Sværdfisken er en sjælden gæst i danske farvande, hvor vi kun ser den med års mellemrum. Efter længden og dens foderstand at dømme er der tale om relativ ung fisk. Vi registrerer i første omgang fiskens data med størrelse og vægt og så fryser vi den ned. Sandsynligvis vil vi udstille sværdfisken her på museet i Esbjerg i vinterferien, siger museumsformidler Asbjørn Holm, Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg.

Skærbæk-fisker Lars Hast var ude at sætte garn, da han fra sin båd fik øje på den døde sværdfisk.
Skærbæk-fisker Lars Hast var ude at sætte garn, da han fra sin båd fik øje på den døde sværdfisk.
Foto: Lars Hast

Fakta om sværdfisken:

Sværdfisk (Xiphias gladius) er en pigfinnefisk i sværdfiskfamilien. Den lever normalt i overfladen, men jager ned til 800 meters  dybde efter føde. Den lever globalt, og besøger de danske farvande nu og da.

Den kan blive 17 år gammel og blive 4,5 meter lang og veje op til 650 kilo og det menes, at de kan svømme med en hastighed på op til 100 km/h.

Sværdfisken er kendt for sin sværdformede forlængelse af overkæben, som får det ligne, at den har et sværd som mund. Sværdet bruges i nogle tilfælde til at dræbe stimefisk med. Den slår med sværdet ind i stimen, og slår derved fiskene ihjel.
Kilde: Wikipedia
Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.