Den australske hyrdehund Mira er begyndt at deltage i undervisningen på Horsens Byskole. Hunden bliver brugt professionelt med det overordnede formål at øge børnenes indlæring. Den tilhører underviseren Ann Vad Steffensen.
Mira har kun været på arbejde i et par uger, men der er i følge skolen allerede tegn på, at eleverne er blevet mere rolige og koncentrerede.
Indtil videre har hunden været med i 1. klasse.
- Børn, som har svært ved at knytte bånd - eller tit kommer i konflikt med deres klassekammerater, lærer blandt andet at tage hensyn. Den adfærd kan de overføre i relationen til mennesker, fortæller Ann Ved Steffensen i en pressemeddelelse.
Hun tilføjer, at Mira også kan bruges i forbindelse med pædagogisk svære samtaler.
Det er meningen, at den australske hyrdehund på sigt også skal omfatte de større klasser.