Skraldebiler skal køre på gas

I Vejle Kommune skal alle skraldebiler fra næste år køre på grøn energi, når de tøffer rundt efter affald hos borgerne.

Fra april 2016 skal alle skraldebiler i Vejle Kommune køre på CO2-neutral biogas. Det sker som et led i kommunens klimaplan, hvor affald skal hentes på en miljøvenlig måde.

- Vi ved alle, at hvis vi ikke gør noget, så kommer det i sidste ende til at koste borgerne i mange år frem. Det kan godt være, det koster lidt på kort sigt at tænke i grønne baner, men det er en absolut nødvendighed, siger borgmesteren i Vejle Kommune, Arne Sigtenbjerggaard.

Idag blev det første spadestik taget til den nye gastankstation, som energiselskabet Nature Energy står bag. De leverer dagligt gas til privat- og erhvervskunder i hele landet, og selskabet ser et stort potentiale i at koble transport og biogas sammen.

- Transport på biogas har klare fordele for klimaet og er reelt den eneste mulighed for grøn omstilling af den tunge transport, der ikke kan køre på el. Gassen kan vi selv producere på affald, og infrastrukturen er allerede til stede i form af naturgasnettet. Det bliver faktisk ikke meget nemmere, og derfor tror jeg også, at vi meget snart vil se mange flere kommuner, men også private vognmænd og billister, der vil følge det gode eksempel her fra Vejle, siger adm. direktør i Nature Energy, Ole Hvelplund.